Vedtægter for
XC-Sjælland
Ringsted Hangglider og Paraglider Center


§ 1. Klubbens navn og hjemsted
Klubbens navn er XC Sjælland. Klubben er hjemmehørende på Ringsted Hangglider og Paraglider Center, Klaringen, Valsølille, 4170 Jystrup


§ 2. Klubbens formål.

Klubbens formål er at fremme drageflyvning/hanggliding pg paragliding under hensyntagen til gældende regler for luftfart og offentligt omdømme i det hele taget.


§ 3. Medlemskab af organisation.

Klubben er medlem af Dansk Drageflyver Union (DDU), og er undergivet dennes love og bestemmelser.


§ 4. Tegningsret.
Klubben tegnes af formanden. I alle sager, der angår køb og salg, kan klubben desuden tegnes af kassereren.


§ 5. Optagelse af medlemmer.
Som aktivt medlem kan optages enhver. Pilotcertifikat udstedes først fra det fyldte 16 år. Optagelse af umyndige som medlemmer af klubben kræver skriftligt samtykke fra forældre eller værge. Bestyrelsen kan til enhver tid standse tilgangen af nye medlemmer, såfremt det skønnes, at særlige grunde taler herfor.


§ 6. Bestyrelsen.

Klubbens bestyrelse består af en formand, en kasserer og tre bestyrelsesmedlemmer. Formanden vælges for ét år af gangen. Bestyrelsesmedlemmerne afgår på skift med to på lige årstal og to på ulige årstal. Det tilstræbes, at alle områder indenfor klubben er repræsenteret i bestyrelsen. Desuden vælges en suppleant for ét år af gangen. For såvel formand som bestyrelsesmedlemmer gælder der, at genvalg kan finde sted.

Formanden udpeges af generalforsamlingen, medens den øvrige bestyrelse konstituerer sig senest 14 dage efter generalforsamlingen. Hvis formanden får frafald inden valgperiodens udløb, konstituerer bestyrelsen af sin midte en formand der virker frem til næste generalforsamling.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig ved stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.


§ 7. Ordinær generalforsamling.

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed. Den afholdes 1 gang årligt i februar, senest 1 uge før DDU’s repræsentantskabsmøde. Indkaldelsen til mødet skal ske skriftligt til medlemmerne med 3 ugers varsel. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig ved almindelig stemmeflerhed uanset, hvor mange der er mødt frem. Såfremt blot ét stemmeberettiget medlem ønsker det, skal afstemning foregå skriftligt.

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være sekretæren i hænde senest 7 dage før.

 Generalforsamlingen skal behandle følgende:

1. Valg af dirigent og referent
2. Formandens beretning
3. Fremlæggelse og godkendelse af årsregnskab
4. Behandling af indsendte forslag
5. Valg af bestyrelse og suppleant
6. Valg af revisor
7. Uddelegering af ansvarsposter materiale-folk, PR-folk m.v.)
8. Budget og fastsættelse af diverse kontingenter. (Evt. andre gebyr kan fastsættes af bestyrelsen)
9. Behandling af emner til DDU’s repræsentantskabsmøde


§ 8. Ekstraordinær generalforsamling.
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, hvis der kræves af et flertal af bestyreksesmedlemmerne eller mindst 1/3 af klubbens medlemmer. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdessenest en måned efter begæringen er fremsat. Indkaldelsen skal ske med 3 ugers varsel. Dagsorden skal fremgå af indkaldelsen.


§ 9. Repræsentantskabsmøde.

Forud for DDU’s repræsentantskabsmøde, eller et ekstraordinært ditto, indkalder klubben til møde, hvor den fra DDU modtagne indkaldelse med eventuelle forslag til afstemning, fremlægges til gennemgang og behandling af medlemmerne. Såfremt der på dette møde er flertal for, at der fra klubben sendes repræsentanter til det forestående repræsentantskabsmøde, vælges klubbens repræsentant/er.


§ 10. Kontingent

Diverse kontingenter fastsættes på den årlige generalforsamling.
Kontingenterne betales forud.
Kontingentet dækker perioden fra d. 1/4 til d. 31/3.
Udmeldelse meddeles skriftligt til kassereren med 3 måneders varsel. Ved udmeldelse kan der ikke gøres krav på dele af indbetalte midler.


§ 11. Regnskab.
Regnskabsåret følger kalenderåret. Det reviderede regnskab skal godkendes af den årlige generalforsamling. Regnskabet skal udsendes sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. Klubbens likvide midler, med undtagelse af nødvendig kassebeholdning, skal være anbragt i et pengeinstitut i klubbens navn.


§ 12. Revision.
På den ordinære generalforsamling vælges en revisor for et år af gangen. Revisoren skal hvert år modtage det afsluttede regnskab mindst 14 dage før generalforsamlingen for derefter at gennemgå det samlede driftsregnskab og påse, at beholdningerne er til stede. Driftregnskab og status forsynes med en påtegning. Revisor har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdning.


§ 13. Forseelser.
Ethvert medlem som ved sin handling overtræder sikkerhedsbestemmelser eller på anden måde modarbejder klubbens formål kan idømmes straf. Straffen kan bestå i udelukkelse fra flyvepladsen i et givet tidsrum, fratagelse af certifikat i en given periode eller eksklusion fra klubben. En kort rapport af sådanne sager skal sendes til DDU.


§ 14. Vedtægtsændringer
Forandringer af vedtægterne kan ske enhver generalforsamling, når mindat 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er tilstede. Dog skal forslaget være sekretæren i hænde senest 14 dage før.


§ 15. Klubbens opløsning.
Bestemmelse for klubbens opløsning kan kun foretages på en i dette øjemed særlig indkaldt generalforsamling, Til forslagets vedtaelse kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget. I tilfælde af klubbens opløsning, tages beslutning om klubbens midler, som skal tilfalde HG/PG-klubber og/eller DDU til fremme af drageflyvningen.
Midlerne kan dog også doneres til almennyttige formål.

På generalforsamlingens vegne

5. september 2000
Birger Strandqvist

 

Tilbage